Projekt  ”Flere Frivillige i naturen.”

Sidste skoleår indgik Sindal og Astrup skole et samarbejde med den lokale spejdergruppe.  Spejderne fra Sindalgruppen havde udviklet forløbet ”Vi udnytter områdets ressourcer”, som blev tilbudt vores elever i indskolingen. Projektet skulle gøre eleverne dygtige til at færdes i naturen, og få kendskab til og forståelse for deres nærmiljø. Ligeledes var der fokus på at udvikle elevernes evne til at samarbejde og indgå i forpligtende fællesskab. På Astrup Skole deltog 0. til 3. klasse i to dage.
Samarbejdet er også et forsøg på at præsentere de lokale børn for friluftslivets mange muligheder og måske hjælpe dem til at finde en god fritidsaktivitet.
Det har været naturligt for spejderne og os at bygge videre på det allerede etablerede samarbejde, også i forhold til den nye folkeskolereform.
Vi fortsætter således med temadagene for indskolingen. Derudover er der søgt midler fra udviklingspuljen til et nyt projekt.
Dette projekt har til formål, at gøre skoven mere tilgængelig for borgerne i Astrup og Sønderskov. Projektet er formuleret i partnerskab mellem Friluftsrådet, Astrup Skole og DDS og er bevilget midler fra puljen ”Flere frivillige i naturen.”
Astrup Skoles 5. og 6. klasser deltager i projektet fredag den 19. september. Eleverne skal arbejde med, at gøre skovstierne tilgængelige og opsætte skilt.
 Lørdag den 20. september arrangeres bustransport fra Astrup Skole, hvor forældre og børn sammen deltager i en dag, hvor der i samarbejde med spejderne, skolens naturfagsvejleder og forældrene arbejdes videre med, at gøre skoven tilgængelig og publikumsvenlig. Der vil især være brug for hjælp til at flytte bænke og borde ud på forskellige steder i skoven. Spejderne laver mad på bål, så der er mulighed for lidt til maven.
Astrup Skole henlægger den 10. oktober Skolernes Motionsdag til området. Samme dag holdes indvielse af Spejderskoven for offentligheden.

Astrup - De aktives by i Vendsyssel
Lav din egen hjemmeside med mono.net